Filmmusik kan være betegnet som baggrundsmusik eller underlægningsmusik, men lige meget hvad den kaldes, er dens betydning enorm. Musikken er den direkte genvej til følelserne. Musik skaber stemning og hjælper mig til at underbygge handlingen i mine film.

Når musikken fungerer, som den skal, lægger vi ikke ret meget mærke til den, men ubevidst registrerer vi lyden, og den påvirker vores oplevelse af filmen.

For mig er musik et stærkt og effektivt filmisk virkemiddel på linje med de visuelle filmiske greb.

En stemme for livet

Jeg har lavet tre  biograf-dokumentarfilm, og de er alle fyldt med musik og sang. Den første film, “En stemme for livet”,  handlede om Herning Kirkes Drengekor. Inspirationen til filmen fik jeg nærmest i nakken, en dag jeg sad til en konfirmation i Herning Kirke. Drengekorets sang oppe ved orglet fik mig til at vende mig og kigge op. Der stod drenge i alle aldre og størrelser og sang så smukt.  Jeg havde et stykke tid været åben for et større projekt, og ideen kom i det moment.

Det blev startskuddet til en lang proces. Hurtigt fik jeg etableret et samarbejde med korets dirigent Mads Bille. Jeg fulgte drengekoret gennem to år, zoomede ind på deres liv og fulgte dem til korprøver, koncerter og hjem i privaten.
Det  blev en film om ledelse, social arv, fantastiske stemmer og en vilje af stål. På den jyske hede har dirigent Mads Bille skabt et af Danmarks bedste kor af international klasse med drenge fra alle sociale kår. Et projekt der normalt kræver en millionby som grundlag, men en ildsjæl kan også gøre det.

Lydsiden i filmen er korsang, drengestemmer og så et enkelt klavertema. Klavertemaet lavede min lydmand på filmen Claus Klok, som i øvrigt er musikuddannet og komponerer lidt i sin fritid.

Jeg blev på et tidspunkt sat på plads af en tiårig kordreng. Jeg udtalte, at jeg gerne ville høre dem synge ”Favre”, hvilket jo var helt forkert udtalt. Mener du ”Fauré”, grinede han.  Jeg har siden fået lidt mere styr på det, men ikke på højde med den viden kor-drengene får ved at synge i koret. Det er nemlig ikke en badeferie at være med i koret. Fra 10 års alderen sættes der høje krav til koncentration og evner.

Her kan I se et lille sammenklip af Mads Bille, der i forskellige sammenhænge øver med sit kor.

I klippefasen hører du igen og igen den samme sang og musik, og det kræver en fornemmelse for rytme og timing, at få musikken på plads i en film. Min klipper på alle tre film, Jens Svenning har, ligesom jeg, ingen uddannelse eller særlig viden om musik , men vi er musikalske, og kan høre mislyde og har en klar fornemmelse for stemninger i musikken, som kan underbygge handlingen.

Filmen blev modtaget godt af anmelderne, og blev en højdespringer som dokumentarfilm i biografen mod alle odds. For hvem gider gå i biografen og se en film om et drengekor fra Herning?  Jeg er ikke tvivl om, at det lykkes netop på grund af musikken og drengenes sang. Publikum kom glade og opløftede ud af biografen, og fortalte venner og bekendte om filmen.

Mads Bille om filmens betydning

Kordirigent for Herning Kirkes Drengekor, Mads Bille, får her ordet, og beskriver hvilken betydning filmen fik for koret og hans arbejde:

Annes baggrund for at lave en film om Herning Kirkes Drengekor, var ønsket om at lave en musikfilm. En stemme for livet blev en musikfilm; men den blev i lige så høj grad en film om arv og miljø, og en række fortællinger om unge mennesker, som bryder deres sociale arv gennem deres møde med musikken.

Filmen blev det første eksterne blik på vores miljø.
Jeg har altid arbejdet meget intuitivt, og har aldrig haft en strategisk plan om, at nu skulle jeg redde en masse unge mennesker. Som ung var mit fokus næsten udelukkende på det musikalske resultat, og kun langsomt fik jeg blik for betydningen af samspillet mellem det kunstneriske, det læringsmæssige og det sociale. Jeg ser Annes film som en smuk fortolkning af vores praksis og mit og drengenes liv sammen med musikken.

Filmen blev set af mange, hvilket betød, at vi simpelthen blev mere kendte. Min livslange ambition om at konkurrere med Team Danmark om børnenes og de unge menneskers opmærksomhed kom nærmere sin opfyldelse. Vores publikum så nysgerrigt på os, og ville med egne øjne se Miki, som havde haft så rå en barndom, eller Stefan, som kæmper med dæmonerne. Publikum så to helte, som havde lagt offerrollen bag sig, og nu tog ansvar for deres eget liv.
Det, som sporten kan, er at skabe et næsten mytologisk univers med helte og forbilleder, en klar vej at gå, masser af afsavn og disciplin for at nå sit mål. Annes film viste mig, at vores arbejde i Herning Kirkes Drengekor rummer kimen til at udfolde de helt store tilsvarende fortællinger om sang.

Jeg så en mulighed for at ændre en pengestrøm, så arbejdet med Herning Kirkes Drengekor kunne blive den kim, som kunne transformere sangens rolle i samfundet fra at være en vingeskudt rest af en praksis fra romantikken til at blive en kraftfuld medspiller i fremtidens samfund: et aspekt af folkesundheden, something to talk about, en klar og spændende vej at gå fra lilleputsangeren til helten på den internationale operascene, eller som musiklærer i folkeskolen, sanglærer på en musikskole eller en sangskole.
Anne Moulvad var den første, som beskrev vores univers, så på den måde blev filmen grundlaget for en national vision om at bringe sangen i spil i samfundet og at massere sang ind i danskernes hverdag.

Ligesom Mads Bille havde jeg ikke på forhånd en strategi med filmen eller samarbejdet. Men jeg kan efterfølgende se, at filmen ikke kun beskriver et sangmiljø, men også en kultur som er givtig for unge mennesker. De får en ekstra stemme i livet, musikkens stemme, og jeg har set flere drenge blive fyldt op med selvtillid og en lyst til at bruge sang og musik i deres virke fremover.

Jeg har været rundt i landet og introducere filmen og har hver gang observeret, at musikken åbner op for nogle lag i os mennesker, som vi normalt ikke kommer let ind til. Ofte har der været en smule tavshed under og efter rulleteksterne, et snøft og diskret blev øjnene tørret og næserne pudset.  En reaktion koret oplever ofte når de er ude og synge, og som jeg lykkedes med at få genskabt i filmen. Publikum følte de var til stede under en koncert, selvom det kun var min gengivelse af den.

Musikvideoer optaget i naturen

Inden filmen havde premiere i biografen lagde jeg nogle musikvideoer på You Tube med drengekoret. Jeg havde fået den ide, at jeg gerne ville have koret til at synge nogle sange, som vi alle kender.
Hatten af for Fauré, men folkeeje er han ikke, på samme måde  som f.eks. ”I Østen stiger solen op”. Den video er p.t. set over 105.000 gange på You Tube, og selv om der var lidt modstand fra Mads Bille i starten over at drengene skulle synge salmer i naturen, så viste det sig at være et godt greb.

Vil du se filmen kan den streames via dette link
Besøg filmens hjemmeside

Min anden film, “Tangentspilleren”, om musikgeniet Kristian Marius Andersen, udsprang af ”En stemme for livet”. Kristian spiller orgel og klaver med drengekoret og han er ansat som organist i Herning Kirke. Jeg blev hurtigt klar over, at han skulle have sin egen historie. Aldrig har jeg set en spille som Kristian. Både efter noder, men især hans improvisatoriske evner hører en anden verden til.

Kristian spiller alt musikken i filmen. Jeg skulle have lavet temamusik som underlægning til nogle af scenerne, og aldrig er det gået så glat og nemt at få det komponeret. Under en optagelse vi havde i en koncertsal, bad jeg Kristian komme med et forslag til musik. Han kiggede på tangenterne i 10.sekunder, og så komponerede han musikken, mens han spillede den. Jeg bad ham spille samme tema i en trist, glad og neutral version, og i løbet af 20. minutter havde vi fået optaget filmmusikken. Hvor svært kan det være, tænker man, men det understreger bare Kristians store talent.

På trods af en bagage med Aspergers syndrom, en opvækst i et nordengelsk arbejdermiljø, præget af mobning og en familie uden særlige musikalske evner, er det lykkedes for Kristian at blive en af landets bedste til at improvisere på klaver og orgel.
Det blev historien om Den Grimme Ælling, som mentalt forslået lander i Herning, hvor han kommer under dirigent Mads Billes vinger, og langsomt folder sig ud som en smuk svane og helstøbt musiker. Når Kristian Marius Andersen spiller er han urørlig, men når han træder ud af musikkens tryllekreds rammer hverdagens krav ham som en hammer.

Kristian spiller derfor mange forskellige genre musik i filmen, og ved hjælp af musikken tegnede der sig et portræt af en person, for hvem musikken betyder alt.

“Tangentspilleren” er den film med mest musik i, som jeg har lavet, men det hænger også sammen med mit valg om, at sproget i filmen var musik, og Kristian taler med sin musik mere end han taler med sin stemme.
Kristian har i øvrigt siden filmen været med i DR´s serie ”De skjulte talenter”. I serien møder vi en ældre udgave af Kristian, men stadig en Kristian for hvem musikken betyder alt, når livet ved siden af musikken ofte er op af bakke pga.hans autisme/asperger.

Filmen blev den mest sete danske dokumentarfilm i biograferne i 2013, og det blev den, tror jeg,  fordi handlingen smeltede sammen med musikken omkring en fascinerende hovedperson.

Vil du se filmen kan den streames her
Besøg filmens hjemmeside

Min nyeste film, ”Farvekraft ad helvede til”, er noget helt andet end de to andre. Den handler om maleren Jens Søndergaard og kunstens betydning for folk.

Ideen til filmen fik jeg for nogle år siden.  Jeg var blevet færdig med filmen ”Tangentspilleren”, og begyndte at forme tankerne til en ny film.
Det ene førte til det andet, og projektet udviklede sig også til en udstilling baseret på mange af værkerne i filmen og et musikværk, hvor jeg valgte fløjten som instrument, da det også er et instrument Jens Søndergaard malede i sine malerier, og som han selv sad og spillede på i klitterne.

Den største udfordring har været, at lave en film om en mand som har været død i 60 år, og dem som kendte ham er meget gamle eller borte. Jeg vidste, at vi måtte skabe et lydunivers som underlægning til de mange malerier og naturoptagelser, hvis det skulle lykkes.

Valget faldt på fløjtenist Janne Thomsen, som kendte komponist Karsten Fundal. Han komponerede musikken til filmen, men det blev også et selvstændigt værk på ca. 20 minutter.

Det er et musikværk for solofløjte, hvor lyden af Vesterhavet, klitterne og eftertænksomme mennesker kan høres, men også komponeret med inspiration fra Jens Søndergaards fandenivoldskhed.

Jeg tog bl.a. Karten Fundal med en tur til Bovbjerg ved Vesterhavet, hvor Jens Søndergaard elskede at male fra.

Der var uropførelse på museet Heart i Herning i januar 2018 i forbindelse med fernisering på en stor Jens Søndergaard udstilling. Både musik, film og udstilling har titlen ”Farvekraft ad helvede til”. Et udtryk Jens Søndergaard brugte, når han skulle beskrive sin egen kunst.

Musik om en malers univers

Fundal har lavet musik til en lang række film og dokumentarfilm, og har nydt at fordybe sig i Jens Søndergaards univers.

- Følelsen af naturkraft og den voldsomme ustabilitet vejret udviser ved Vesterhavet, som også afspejles i hans malerier, har været til stor inspiration. Der er både poesi og råhed til stede i denne natur, som kan variere mellem ynde og voldsom trussel, næsten på samme tid. Og fløjten er jo en allusion til naturkraften og sammenstødet mellem natur og tæmmethed, som musik jo ofte er.

Man tæmmer så at sige vinden, når man spiller i en fløjte, mener Karsten Fundal.

Værket spilles som skrevet af fløjtenist Janne Thomsen. Hun er født og opvokset i Holstebro og har etableret sig på verdensplan som en succesfuld og efterspurgt solist. Hun bor i dag i München, og for hende er musikken tæt forbundet med natur og Vesterhavet.

- Jeg er opvokset med familiens sommerhuse både ved Stenbjerg, hvor Søndergaard havde hus, samt i Thorsminde.

Jeg føler mig meget forbundet med den naturkraft og det imposante Vesterhav, som man også kan fornemme i hans malerier.

Der er meget kraft, dybde og lys i hans gode billeder. Fløjten er sådan et ur-instrument, og med bas-fløjten i kombination med c-fløjten kan man skabe mange udtryk, der kan efterligne suset ved Vesterhavet, lyden af regndråber og den enlige stemme, fortæller Janne Thomsen.

Karsten Fundal er en af vore absolut dygtigste komponister og udvekslingen i arbejdet, når vi finpudser værket, er altid en udfordring.

Lidt ligesom at puste til gløder i ilden, pludselig sker der noget uventet og en stemme kan få en uventet form eller udtryk, siger Janne Thomsen.

Og Karsten Fundal supplerer
- Det har været meget spændende at arbejde med et stykke fløjtemusik, der både skulle forholde sig til et filmisk forløb og samtidig være et koncertstykke. Janne er min absolutte yndlings fløjtenist og en af mine absolutte yndlingsmusikere i det hele taget, så derfor er det altid enormt inspirerende at skrive til hende.
At skrive solo stykker for instrumenter, der kun kan spille én tone ad gangen (næsten), er altid en udfordring,

men at have Søndergaards farvekraft at arbejde med dynamisk og til at spille “tonebolden” op ad,

har gjort det meget nemmere og lige til end vanligt, siger Karsten Fundal.

Jeg har bedt Janne Thomsen og Karsten Fundal skrive nogle tanker ned om hvordan de har arbejdet med og vil bruge musikken.

Det er blevet et værk rigt på klangfarver, der virkelig får tilhøreren til at fornemme det barske klima vestpå

Janne Thomsen: Ved siden af mine studier på Royal Academy of Music i London gik jeg til undervisning i kunsthistorie på Chelsea School of Art og var meget optaget af forholdet mellem musik og kunst, mellem toner og farver - alle de farver, som mine forskellige størrelser af fløjter tilsammen kan frembringe.

Netop dette projekt er tværfagligt vældigt inspirerende, da det involverer film, kunst, og musik i form af et nyt værk, der skal fungere både som koncertstykke og filmmusik.

Jeg er selv en forkæmper for at præsentere dansk kultur internationalt og derfor glad for projekter, der styrker vores kulturelle arv.

Først indspillede vi musikken samlet, så den kunne bruges som filmmusik. Men fra start var det meningen at værket i sin helhed skulle kunne spilles som en del af et koncertprogram med en projektion af Jens Søndergaards malerier i baggrunden. Stykket, der nu varer ca. 20 min, er blevet et værk rigt på klangfarver, der virkelig får tilhøreren til at fornemme det barske klima vestpå så som havets susen eller regndråber og de kraftige udtryk i Søndergaards kunst.

Jeg er selv meget glad for stykket, som er blevet flot modtaget og jeg synes, at Karsten har fanget Søndergaard utrolig godt med dette værk.

Dejligt hvis det nu, ud over Annes film, kan få et liv, hvor Søndergaards billeder vises yderligere i en flot projektion, hvor lyden fra fløjtestykket smelter sammen med de flotte billeder ved koncertopførelser, der kan finde sted såvel på museer, ved Søndergaard udstillinger og andre venues, der har projektionsmuligheder.

Karsten Fundal: Det var et naturligt valg at bruge fløjten som hoved instrument i denne film. Dels pga. af fløjtens evne til at lyde både kultiveret, altså under lagt menneskelig kultur, med brillant klang virtuositet osv., og så dens evne til at lyde naturagtig og næsten uforudsigelig, hvis man bruger de mest naturagtige klangmuligheder. Da jeg ved, at Janne Thomsen behersker evnen til disse udtryk og alt der ligger imellem, var det på sin vis en meget taknemmelig opgave at skrive denne musik.

Billederne og deres inspirations potentiale taler jo for sig selv, og gav plads til en masse luftig vindagtig musik.

Udfordringen eller benspændet med dette projekt var at skrive musik, der både kunne klippes op efter for godt befindende til filmen, og samtidig fungere som et selvstændigt fløjte stykke i koncert sammenhæng. Jeg valgte derfor at skrive små miniature satser, der hver især har en karakteristik, der svare til indtrykket af et billede, men egentlig ikke noget bestemt billlede, snarere en slags karakter fortolkning af Søndergaards malerier.

Poesien i naturen og vinden, bølgerne, lyset, det pludselige skift fra venlighed til voldsomhed og ubarmhjertighed, den specielle flora i denne vestjyske natur, spiller alt sammen en væsentlig rolle i musikken og fortællingen.

Tryk og hør herunder en sats fra fløjteværket

Filmen havde premiere 4. marts 2018 og spiller året ud med mellemrum i forskellige biografer. Den er blevet godt modtaget og det skyldes ikke mindst musikken. Samarbejdet med Janne Thomsen og Karsten har været givtigt, og vi har været overraskende enige om det meste. Jeg tror det skyldes, at vi har set det samme i Søndergaards malerier.Vi har haft den samme følelse for f.eks. Vesterhavet og de store naturkræfter, og vi har hver især anskueliggjort følelsen med vores kunnen, som helholdsvis er at komponere, spille og klippe sammen.

Jeg  har i filmen ikke helt sluppet min forbindelse til Herning Kirkes Drengekor. Tre kordrenge synger ”Jylland mellem Tvende Have” placeret på en mark akkurat som Søndergaards maleri ”Tre mænd Pinsedag”.  Ideen var oprindeligt, at de skulle synge et vers alene i naturen for til sidst at synge sammen på marken. Vi kunne lydmæssigt ikke få det til at lyde troværdigt nok, hvor de sang alene i naturen, så i filmen ses de stående alene, men vi lagde i stedet Janne Thomsens fløjte på. Kun det fjerde vers til sidst synger de sammen. Det er et eksempel på, at vi laver eksperimenter undervejs med musikkens samspil med billedsiden, og at det ikke altid lykkes, som man havde tænkt det.

Besøg filmens hjemmeside

Som konklusion vil jeg opsummere, at uden musik dur det ikke.
Men det skal være den rigtige musik. Det er svært for mig at redegøre for, hvorfor jeg har truffet de valg jeg har, men min rettesnor er: